Mor og datter

Et nyt mål er sat for min blog: skriv et indlæg hver dag i en måned. Kort eller langt – det er ligemeget. Jeg tænker, at jeg på den måde kan kickstarte det, jeg egentlig gerne vil med sitet: nedfælde nogle af de tanker, der suser igennem mit hoved i løbet af en dag. Og det er – tro det eller ej – ikke så lidt. Ikke alt fortjener en plads her – men nu prøver jeg. Og så må må det briste eller bære…

Her til aften har jeg fx tænkt over det at blive vred på sine børn og hvordan ens (MEGET) forskellige børn kan trykke på forskellige knapper hos en.

Jeg har den sødeste, dejligste datter. Arhmen, se hende lige…

image

Lige før dette billede bliver taget, sidder hun hos far og jeg siger: “Far er bare den bedste i verden, ikk?”. Og hun henvender sig med det samme til mig og siger: “Nej, det er du jo, mor”.

Ok, måske knapt så fedt for faren – der dog tager sådanne udtalelser rimeligt afslappet… Men det illustrerer meget godt Selmas og mit forhold. Vi er noget af det bedste i hinandens verdener – end of story.

Alligevel er det hende, der her til aften råber dumme mor 15 gange, smækker med døren og hader hele sin familie. Jeg ved at hun er træt. Jeg ved at hun kun er 3,5. Jeg ved at jeg er 30 – goin’ 31…

Men: hun tænder noget i mig, som jeg aldrig har mærket i forhold til hendes 17 mdr ældre bror. Det, jeg mærker og ser er… mig selv. Jeg genkender følelser, reaktionsmønstre, vredesudbrud og frustrationer.

Og det kan være ubehageligt at møde sig selv. For jeg ved, at når hun siger: “dumme mor”, siger hun i virkeligheden: “hold om mig, put mig og sig, at du elsker mig, når jeg er bange for mig selv”.

Og det øver jeg mig i. Og jeg lærer så meget af hende – om hende og om mig. For få dage siden undskyldte jeg overfor børnene, at jeg havde haft en dårlig dag, og hendes respons var: “Du skal ikke sige undskyld til mig, mor. Du skal sige undskyld til dig selv”.

Og det er jo lige netop det man skal. Vi er kun mennesker, og det er jeg også – og i vores familie må vi rumme hinanden både når vi er fede at være sammen med, med så sandelig også når vi er det modsatte. Det er jo derfor, at vi har hinanden – hvem ville ellers kunne holde os ud ude i den virkelige verden, hvis ikke vi havde et sted til alt det indre affald?

Skriv et svar