Er jeg god nok, mor?

I disse dage florerer en historie rundt på de sociale medier, der ikke er gået min næse forbi – heller ikke selvom jeg befinder mig ca. 3.160 km væk fra Kvickly i Holstebro, hvor hændelsen skulle være sket.

Moren til en søn med svære tics, overværer to drenge sige til sønnen: “Hold kæft, hvor ser han dum ud – sådan en mongol!” Efter, at moren irettesætter drengene, responderer deres mor: “Du skal overhovedet ikke tale til mine børn. Hvis du ikke kan tåle mosten, må du jo holde mongolbarnet hjemme”.

Denne historie er herefter blevet viral, og er i skrivende stund delt på Facebook 12.000 gange. Der er kommet hundredevis af kommentarer på drengenes og deres mors opførsel i butikken. Her kan jeg slet ikke gengive, hvor meget folk overgår den omtalte mors og drengenes usympatiske reaktion. Kommentarerne går mest af alt på, hvor hårdt moren skulle straffes, hvor forfærdelige mennesker drengene skulle være og… ja, gå selv ind og tjek det ud:

Kvinde og børn overfusede Tinas handicappede søn

Min umiddelbare reaktion var egentlig at blive lidt ked af det. Selvfølgelig på sønnens vegne. Men faktisk mest af alt på drengenes. For er det egentlig ikke et langt større handicap at vokse op uden følelsen af empati? Og drengenes mor: hvilken magtesløshed har drevet hende derud? Det må ikke være let…

Derefter blev jeg lidt eftertænksom på egne vegne:

For jeg har en pige, der hedder Selma. Og hun er Selma uanset hvad. Hun er også et barn med kraniosynostose (sammenvoksede kranieknogler) og tre store operationer på sit CV – på trods af hendes kun 3 år. Hendes historie er speciel – ligesom sønnen i historien og alle andre, der ved, hvad det vil sige at have en kropslig udfordring.

Man ser ikke meget på hende nu, udover en skelen og et ar fra øre til øre – der hvor kirugerne to gange har arbejdet for at få kraniet til at blive symmetrisk igen. Hun har noget, der er anderledes – det har alle mennesker – hendes er bare lidt mere åbenlyst. Nogen vil måske sidde med et “mere” handicappet barn og tænke: “Ja, men det der er jo ingenting i forhold til mit barn…” Hertil kan jeg kun sige: for mig findes der intet smertehieraki.

Selma har været igennem en masse. Men hvem gider egentlig at høre om det? Vil man kunne lide hende bedre, hvis hun havde et skilt hængende om halsen, hvor der stod:

“Ja, jeg er et kraniobarn. Jeg har været igennem to store operationer og en øjenoperation. Jeg har været igennem det her, da jeg var 8 måneder:imageOg det her: imageOg det her da jeg var 2 år:

Operation

Og det her:

image

Og en øjenoperation:  
image

Derfor peger mit ene øje lidt ud til den ene side, og derfor kan du se et langt hvidt ar under mit hår. Skal vi så være venner?”

Skulle man have ondt af hende? Kunne li’ hende eller ikke li’ hende af den grund? Ikke efter min mening. Man skal kunne lide Selma, fordi hun er Selma, og ikke hverken på grund af eller på trods af, måden hun ser ud på. Jeg ved, at mit barn ikke ser meget anderledes ud, men det er alligevel nok til, at jeg, som hendes mor, kunne komme til at blive bekymret.

For hvad sker der, når hun møder drengene fra butikken eller endnu værre: deres mor? Når jeg læser historier, som den omtalte, kommer jeg i et splitsekund til at frygte for den dag, hvor min pige bliver bevidst om sit eget udseende og som 14 årig står ved spejlet og bander sig selv langt væk.

For der findes mennesker, som, dem vi læser om i historien. Og de er ikke kun i Holstebro. Og vi kan ikke beskytte vores børn mod nedsættende personer i Kvickly eller andre steder. Personer, som er udenfor pædagogisk rækkevidde og som det er for sent at opdrage på.

Jeg kan kun håbe på, at min datter vil hvile nok i sig selv til ikke at lade mødet med disse gå helt ind under huden og definere hende som individ. Og jeg kan forsøge at give hende en sikker tro på at “jeg er er et fuldstændig fabelagtigt menneske”. Den tro skal man have hjemme i familien. Ikke i Kvickly i Holstebro eller andre steder for den sags skyld.

Min fornemmeste opgave må derfor være: ikke at sætte lighedstegn mellem afvigelser fra det “normale” og hendes jeg og selvværd. Dermed ikke sagt, at jeg ikke ville blive ligeså frustreret som den omtalte mor med Facebook-opdateringen og personerne bag de tilhørende kommentarer om, at moren til drengene bare skulle straffes.

Egentlig handler det hele jo ikke nødvendigvis om kroppen eller handicaps. Jeg er også blevet tiltalt uretfærdigt et par gange i mit liv – og jeg er ikke engang skeløjet. Og ligeså vel som min datter vil møde disse mennesker, vil min søn (der ikke umiddelbart ser anderledes ud) møde de samme mennesker. Til ham, ville de måske bare sige noget i retning af: “klamme bukser” eller fyre en mom joke af.

Det er ikke rart. Men det er livet i sin mest uretfærdige form. Og mod dumhed eller uvidenhed fra andre mennesker, kan vi intet stille op. Men vi kan gøre een ting: Vi kan holde bolden på egen bane, og gøre noget ved det, vi rent faktisk har indflydelse på: omgangen med egne børn.

Hvor andre mennskers empati ligger, det er jeg ikke herre over, og det kan vi ikke svine til eller straffe os ud af. Men man kunne passende videregive Astrid Lindgrens kloge ord og så håbe på det bedste:

Citat

Og indtil verden bliver et bedre sted at være, så har jeg Selma. Og her er hun. Selma, som ikke er offer for noget som helst. Som ikke er et handicap. Som bare er Selma – og dejlig som bare fanden.

Selma

Skriv et svar