Søskende – forbandelse eller gave?

Dermed ikke sagt, at jeg er begyndt at drikke kaffe. For trods flere år i hjemmeplejen, en tur rundt på diverse lærerværelser og mange dage med poser under øjnene pga opvågninger om natten, har jeg ikke formået at knække kaffekoden. For fy for pyfor, hvor det smager! Men spæder man den op med ca. 50% Baileys, så skal jeg love for, at den falder i damens smag. Jow jow, også sådan en højhellig tirsdag.

Den type kaffe kan man sige, er en af de få slags væsker, der i et enkelt krus giver dig alle fire essentielle fødevaregrupper: alkohol, koffein, sukker og fedt. Det er alt jeg har brug for – så med anden omgang i kruset, går skriveriet i gang.

I dag har været en virkelig dejlig dag – specielt hvis man spørger mine børn. De har haft sådan en dag sammen, som jeg naivt drømte om, at alle dage ville blive, da vi meget bevidst besluttede at få det, man kalder psudotvillinger. Det vil sige, at der mellem to søskende er max 18 mdr – for mine to er det 17.

Jeg har set mange advarsler om denne måde at få børn på. Faktisk er netop den måde vi har fået dem på – altså dreng først, pige bagefter – den “farligste” af alle søskendekombinationer. Den mest udsatte pseudotvilling er – ifølge diverse børnepsykologer – drengen, der er født som den ældste, efterfulgt af en lillesøster. Det skyldes, at piger ofte er hurtigere udviklet end drenge, og derfor vil storebror blive overhalet af lillesøster og udsat for negative sammenligninger, med et lavt selvværd til følge.

Det har jeg nu aldrig tænkt så meget over. Jeg ser dem mere som to forskellige personer end som hinandens søskende. Ligesom jeg heller ikke får lavt selvværd fordi min mand kan stå op og tisse. Vi er forskellige individer, der kan noget forskelligt. Det, vi har til fælles er, at vi er i denne familie og vores identitet ligger i mit univers ikke i, hvorvidt vi er storebror, far, lillesøster eller kone – men i vores personligheder.

Måske kunne det være surt at være lillesøster og ikke kunne samle det samme Lego-ninjago som storebror kan. Eller det kunne være surt at være storebror og ikke få flettet sit hår hver dag. Men det er det ikke – for de er forskellige og har forskellige behov. For for at behandle børn ens, må man jo behandle dem forskelligt.

Med Jenny, som er noget yngre, er det selvfølgelig en særlig størrelse. De to store er meget betagede af hende. Men vi er jo stadig ved at lære hendes person at kende. For som Magne siger: “Jenny hun kan ingenting. Hun kan kun tænke på at blive elsket”. Kærligheden fra de store til hende skal man dog ikke betvivle. De er meget glade for hende. Forleden morgen sagde Magne: “Mor, jeg kan ligeså godt sige dig det. Jeg elsker Jenny mere end jeg elsker Lego”. Og for dem, der kender drengen, vil dette nok komme som et chok. For er det virkelig muligt for ham at elsker noget højere end Lego? Det er en kærlighedserklæring i sin reneste form.

Spørger man mine to ældste børn ville de sikkert kalde hinanden både en forbandelse og en gave. I dag har det været en gave at have dem sammen (læs: sådan forholder det sig IKKE hver dag). De har leget fra de stod op klokken 6 til de gik i seng klokken 19. De har: kigget i blade, leget med ler, gået i skole, leget med Lego, bygget tre huler, klædt hinanden ud på syv forskellige måder, har bøvlet, hoppet i sengene, været i alle rum i huset, været feer, ninjaer, prinsesser, danset, sunget osv. Alt dette sker i en verden hvor ingen kommer ind. Ikke engang mig. De er i et univers, der kun bliver afbrudt af et måltid eller fordi en af dem skal tisse.

Herunder ses en fe-prinsesse og en ninjakriger. Ud fra det semi-smil, som Selma sender, er det tydeligt, at det er meget i vejen, at der kom en fotograf forbi…

Jeg tror ikke som sådan, at mine børn er et “match in heaven” helt naturligt. Jeg tror faktisk ikke, at de havde fundet sammen ude i den virkelige verden. Og sådan gælder det nok med mange søskende. Men de er tvunget ind i det fællesskab, der hedder Skaanning Wennerberg, og det må de jo deale med – for der er ikke noget valg. Jeg håber selvfølgelig, at forholdet kan fortsætte i større eller mindre grad, når de bliver større – under alle omstændigheder er det jo rart at vide, at der er en kamp-ninja eller en fe-prinsesse, der altid har ens ryg.